Historien

Den 12. august 1922 tog en kreds af borgere initiativ til at stifte en ny sejlklub. Stedet var Paulsens Gæstgivergård på Skibbroen - senere Bondestuen, som lå, hvor nu Jebsen & Co ligger.

Den første bestyrelse i den nystiftede Aabenraa Sejl Club bestod af toldforvalter Ludvigsen (formand), gæstgiver Paulsen (næstformand), postassistent Carstensen (sekretær), repræsentant Andersen, overportør Jensen, snedker Petersen, arkitek Jensen og entreprenør Preisler.

Der var fra starten 29 fartøjer og 72 medlemmer. Allerede fra før 1920 eksisterede der en sejlklub i Aabenraa, men den lå stille under verdenskrigen og kom aldrig i gang igen. Det kan dog hér anføres, at i 1927 overførtes den gamle klubs kassebeholdning til ASC, godt 200 gamle marksedler, som i ramme skulle anvendes til at smykke væggen i det nye klubhus eftersom pengesedlerne ikke havde den store værdi i de år. Men på denne måde har klubben faktisk rødder helt tilbage til århundredskiftet.

Tiden lige efter 1. verdenskrig var gunstig for dem, der ønskede at anskaffe sig en båd, idet inflationen i Tyskland gjorde lystbåde så billige, at de blev opkøbt i stort antal fra Kiel, Eckernførde og Flensborg.

Fra første færd var der mange opgaver, som skulle løses, og der var straks et udmærket samarbejde med de kommunale myndigheder.

Havneingeniør Ramhøj udarbejdede tegninger til en ny bådehavn i Sydhavn, og man fik et godt vinterkvarter i den tomme flyverhangar på havnen formedelst et lejemål på 15 kroner pr. båd, større både dog 20 kroner.

Reglerne for flyverhallens benyttelse var strenge, og medlemmerne måtte skrive under på, at man ville overholde dem. Større reparationer måtte ikke finde sted, og der måtte
ikke anvendes ild under nogen form, ligesom tobaksrygning var strengt forbudt. Ej heller måtte gulvet beskadiges. Hallen blev benyttet i en årrække, indtil planerne om oprettelsen af et bådebyggeri samme steds strandede og hallen skiftede funktion til eksportstald.

Problemer med at få bådene i lan og søsat optog også klubben. Der var ganske vist nogle små slæbesteder, hvor mindre både kunne trækkes op - og så var der firmaet Hansen & Møstls bedding, som dog på grund af længden ikke var egnet til at køre bådene ud på sidespor fra. Kommunen ville ikke være med til en forlængelse, selv om man henviste til at det også ville være en fordel for fiskerne.
Problemet løstes i mange år md Callesens Motorfabriks kran, som med stropper løftede bådene på land.

Kommunen viste også velvilje i spørgsmålet om bygningen af et klubhus, idet man overlod ASC et areal på Sydhavns mole for en årlig leje på 5 kroner.

Tegningerne leverede arkitekt Jensen, og huset blev finansieret gennem 84 andele á 25 kroner. Efter forslag blev hvert år udtrukket otte andele á 25 kroner, idet bygningen ville være betalt over ti år.

Af en bevaret tegningsliste fremgår det, at en bred kreds af byens borgere sluttede op om sagen, idet både amtmand Refslund Thomsen, borgmester Fink samt en lang række borgere i mangfoldige erhverv var med. Den 23. oktober 1926 forelå kommunens bygningsattest, og huset blev indviet ved standerhejsning samme år og fik navnet “Kahytten”.

Også klubstanderen optog sindene. I det første udkast optrådte de tre makreller i hvidt på blå baggrund omkranset af bogstaverne ASC også i hvidt. Kuriøst nok er udkastet bevaret - og det er tegnet på bagsiden af en mark-seddel! Denne første stander voldte en del problemer, da den blev leveret. Af en skrivelse fra klubben fremgår det, at “farverne bleger fuldstændigt” og “farverne løber sammen i regnvejr - ja, den blå farve løber sågar ned af sejlet, som nu er blåt! På andre standere, der kom op for en uge siden, er der ingen fisk at se!”.

Og i beretningen fra standerhejsningen hed det: “De små standere røg glade til tops, men blegnede straks for solens stråler, så bådene resten af sæsonen måtte sejle incognito!”

Da man næste gang fik leveret standere, fik de det nuværende udseende, altså uden bogstaverne og med gyldne makreller.

Naturligvis var tursejlads og kapsejlads de vigtigste aktiviteter i klublivet også dengang.

Følgende beretning fra en sejlersæson illustrerer forholdene. Man må samtidig holde sig for øje, at datidens sejlbåde var af en langt mindre gennemsnitsstørrelse, end den vi har nu - og de havde naturligvis ingen motor . . . . . For fulde sejl “Til pinse, da skoven blev rigtig grøn, stævnede Mågen med forseglet ordre mod fremmed strand....

I 1926 holdt man det første kursus i navigation med adjunkt Otterstrøm og navigationslærer Rundborg. Kurset fik stor tilslutning, idet der i følge optegnelserne deltog “21 herrer og to damer”. Kurset fandt sted på Aabenraa Statsskole fra januar til marts.

I hine tider skulle man fra klubben søge om tilladelse til at anløbe tyske havne, og de “tyske myndigheder gav afslag på ansøgning om at anløbe Gelting, Steinberghaff og Langballigau, men man fandt trøst i efterårets traditionelle torskegilder på Dampskibspavillonen”.

Man optog også ret hurtigt et samarbejde med de andre sønderjyske sejlklubber, især Haderslev og Sønderborg. Og Københavns Amatør Sejlklub var behjælpelig med at skaffe tegninger til en ophalerbedding.

Der var problemer med flagningen, idet man på den nye flagmast ønskede at flage med KDY’s splitflag, hvilket man dog ikke fik tilladelse til. Til gengæld stiftede magistraten en vandrepokal til den første egentlige kapsejlads, som fandt sted den 9. august 1922.

Efter den gode start viste sig i begyndelsen af trediverne en langsom tilbagegang, hvilket resulterede i, at man i 1934 vedtog at optage et lån til udtrækning af de sidste gældsbeviser i klubhuset. De blev indløst med 40 procent af pålydende.

Begrundelsen var, at man ved husets bygning havde 31 aktive og 124 passive medlemmer med et samlet kontingentbeløb på 136 kroner, og at man på grund af tidernes ugunst kun havde set sig i stand til at indløse 1-2 beviser mod de oprindeligt 8.

Antallet af fartøjer var helt nede på 3-4 fartøjer. Klubbens økonomi var derfor vaklende.

Forslaget gik igennem. En række medlemmer havde dog i årenes løb foræret gældsbeviserne, nogle havde skænket dem til indkøb af møbler osv.

Ved generalforsamlingen i 1934 vedtoges det at sælge øvelsesbåden “Yap”, som var indkøbt nogle år tidligere til juniorerne. Da salget ikke lykkedes på grund af manglende interesse, udlåntes båden til tre af klubbens medlemmer på kontrakt.

Krigens skygge lagde sig over landet. Men benzinrationeringen, som lagde en dæmper på bilkørslen, gav folk lyst til at prøve kræfter med de vedvarende energikilder. Det resulterede i en forøgelse af både medlemstal og flåde. I 1941 opnåede klubben Handelsministeriets tilladelse til at føre ASC som hjemstedsbetegnelse på bådene.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at “klubben nu råder over 25 lystfartøjer, foruden en del motorbåde, som må ligge i havnen på grund af krigen”.

Klubhuset blev sat i stand, der indkøbtes nye møbler, og “forinden slog tre af byens prominente borgere for 36,43 kroner hver til et nyt loft. På klubbens vegne takkede han for dette pengeoffer”.

I 1942 var antallet af sejlbåde 40, og medlemstallet var kommet op på 150! Der oprettedes en ny juniorafdeling, hvor ikke mindre end 22 drenge og otte piger deltog i vinterkursus sømandskab. Samme år indmeldtes klubben i SIKA - organisationen for de Samvirkende Idrætsklubber i Aabenraa. Ved standerhejsningen dette år kunne man i de lokale aviser se følgende overskrift: “Danmarks hurtigste R-båd til Aabenraa”.

Olaf Jessen havde erhvervet den 11 meter lange og flotte 6-meter “Oui-Oui”, der på det tidspunkt havde sejlet 354 præmier hjem.

Året efter var bådtallet vokset til 42 fartøjer og medlemstallet til 234.

Men den 30. september 1943 udsendte Justitsministeriet en bekendtgørelse, som forbød enhver form for lystsejlads undtagen med robåde o. lign. Bådene måtte sættes i vandet for ikke at udtørre, men uden mast, motor, årer eller ror.

Ved generalforsamlingen i 1944 havde klubben ikke desto mindre 210 medlemmer og et overskud på 743 kroner. Og klubhuset var endelig gældfrit.

Det eneste større klubarrangement det år blev en fællestur til Kalvø på cykel og i hestevogn!

Umiddelbart efter 5. maj 1945 opnåedes tilladelse til sejlads i et nærmere bestemt område mod legitimation i form af klubbens medlemskort, dog kun fra en time før solopgang til en time efter solnedgang. Ved udenbys kapsejlads krævedes gennemsejlingstilladelse, som skulle ordnes gennem sekretæren. Tilstandene vendte dog hurtig tilbage til normal igen.

I 1948 fik klubben en saltvandsindsprøjtning, idet den hos snedkermester Kruse lod bygge en halv snes piratjoller

Sammen med nogle privat indkøbte kom antallet af disse joller op på 15.

Disse små hurtige fartøjer samlede snart en flok unge mennesker, som med stor entusiasme boltrede sig på fjorden og skete stor opmærksomhed omkring sporten.

På midtermolen mellem Sydhavn og Gammelhavn lå helt ude for enden den kæmpemæssige Voetmanns Lade, en kolossal træbygning, som i disse år var opført med at fungere som lager. Hér havde klubben en del år en udmærket vinteroplagsplads for bådene, skønt det kneb lidt med at få de større fartøjer løftet over kajen. Men ved hjælp af Højspændingsværkets 6-tons kran lykkedes op- og nedhejsningen efterhånden uden problemer.

Men i disse år voksede en stor foretagsomhed op i den havn, hvor klubben indtil nu havde følt sig hjemme: kreatureksporten. Denne trafik, som ar foranlediget af en tysk lov, som kun tillod import af levende kreaturer og svin ad søvejen, blev anledning til en meget travl epoke i Aabenraa Havns historie. Den gamle flyverhal fungerede som staldbygning, og larmen fra de skrigende dyr, når de blev drevet ombord på skibene med elektriske stød var øredøvende. Stanken af møg virkede heller ikke befordrende for sejlbådenes “yachtmæssige stand”. Utallige ombyggede passagerbåde og andre gamle “plimsollere” kom og lå i kø i Sydhavn for at få den levende last ombord, og det blev nødvendigt at inddrage en del af lystbådehavnen til nye kajpladser.

Da det tillige hændte, at havnen var spærret af, når lystbådene skulle ud, voksede kravet om anlæg af en ny lystbådehavn.

I 1953 holdtes et møde med havneudvalget, der så velvilligt på tanken.

I årene herefter oprettedes så lystbådehavnen i Nyhavn, og tillige hermed anlagde en ny ophalerbedding ved Lindsnakke - “æ Miljø”. Der rejstes en udmærket mastekran, som for øvrigt stadig fungerer (1992), nu ved servicepieren.

Havnen blev efterhånden udvidet, klubhuset “Kahytten” flyttet over til roklubberne - og hér i slutningen af 1960’erne skete så den store overgang til glasfiberbådene, medlemstallet voksede og nye broer kom til.

Januar 1973 konstaterede formanden Gunnar Pedersen i en artikel i klubbladet “Søforklaringer”, at ASC er “blandt de største” i landet. Antallet af aktive medlemmer er nu 223, det samlede medlemstal 347, og havnen er faktisk ved at være “fyldt op” ved etableringen af en ny flydebro. Samtidig gik Aabenraa Havn med andre planer for østsiden af Nyhavnsbassinet.

En storslået plan om en stor lystbådehavn blev derfor fremsat. Første udkast til en placering var faktisk dér, hvor havnen senere kom til at ligge - altså ved Kystvej.

Men det var i de år, hvor Aabenraa Havn arbejdede med planerne for en containerhavn. Og ved en henvendelse til Teknisk Forvaltning stod det klart, at den del af området måtte der ikke røres ved.

Dog var den daværende borgmester Camma Larsen-Ledet yderst positiv og tog til dels klubbens initiativ til sig som sit eget: Aabenraa skulle have en storstilet lystbådehavn - en havn, der ikke bare tilfredsstillede en lille gruppe af byens borgere, men som skulle danne et miljø, som hele byen kunne glæde sig over - og som ville tilføre den gamle søfartsstad en værdifuld saltvandsindsprøjtning.

Som konsekvens af at området langs kystvejen ikke måtte røres, udførtes nu tegninger til en lystbådehavn ved Laimun. Der blev holdt en række møder med den dynamiske klubformand Gunnar Pedersen i spidsen, og projektet blev godkendt a både Ministeriet for offentlige Arbejder og kommunens Byplanudvalg.

Men i “Søforklaringer” 2. maj 1973 kommer den store nyhed: Skibsreder Michael Jebsen tilbyder en gave på 4 millioner kroner. En betingelse er dog, at havnen ikke må anlægges ved Laimun.

I samme nummer foreslog man i stedet en placering ved Kystvej, idet Aabenraa Havns planer for området nu var afklaret og muligheden tilstede.

En gave på 4 millioner kroner og en meget velvillig kommunalbestyrelse gav en laber brise for projektets videre færd: I januar 1974 lavede man de første bundundersøgelser i vandet ud for Strandgården. Der blev holdt møder med beboerne i området, ligesom der drøftedes et fælles “vandklubhus”.

Enkelte “småskær” måtte klares undervejs. Farvandsdirektoratet var betænkelig ved udsejlingen i den gravede rende til trafikhavnen.

Men den 25. juni 1974 var formalia i orden: Klubben havde fået Ministeriets godkendelse af detailprojektet. Og kommunens betingelser var accepteret.

Arbejdet kom omgående i gang, og i september kunne man meddele medlemmerne at broerne var bestilt.

Herefter opstod en vældig debat omkring opførelsen af klubhus. Diskussionen antog efterhånden et omfang lidt ude af proportioner, når man tænker på, hvor lille en part klubhuset udgjorde af det samlede projekt.

På et tidspunkt måtte formanden dog skære igennem - som han også havde mandat til - og man lagde sig fast på den udmærkede bygning, vi nu alle kender.

Formanden fik organiseret klubhusbyggeriet efter devisen: arbejdsindsats eller betaling. Der meldte sig godt 100 hjælpere, som blev tildelt opgaver alt efter de håndværk, som de bedst kunne klare. Det betød, at arbejdet gik slag i slag. Med til historien hører også, at det gamle klubhus “Kahytten” blev solgt til sportsdykkerne for 17000 kroner.

Ved generalforsamlingen 1974 meddelte Gunnar Pedersen, at han agtede at træde tilbage som formand året efter. Han havde været primus motor i havnebyggeriet fra den spædeste start til den nu næsten afsluttede sag - tre får i fuld aktivitet, men nu var målet i sigte: en pragtfuld lystbådehavn med masser af muligheder.

Indvielses- og havnefesten fandt sted sidste weekend i maj 1975. Festlighederne blev skudt i gang ved affyring af Jørgen Bruhns gamle salut-kanon fra Kalvø Skibsværft.

Denne kanon havde sendt mange flotte windjammers ud på verdenshavene, skibe som var med til at gøre Aabenraa kendt for kvalitet og fart. En bedre videreførelse af byens søfartstraditioner kunne man vel næppe tænke sig.

Hér slutter Karl Lildholdt sin historiske oversigt. Han tilføjer dog i et efterskrift, at det jo egentlig ville være oplagt at føre klubbens historie helt ajour i forbindelse med 75- års jubilæet i 1997.

Det skete ikke - og det betød, at redaktionsgruppen ved forberedelserne til jubilæumsskriftet 2022 dels måtte kigge i arkiverne, dels aktivere medlemmernes gode hukommelse for at få de historiske fakta på plads i et forsøg på at give et overblik over klubbens mest markante aktiviteter de seneste år.

Ved generalforsamlingen i 1995 stod der blæst om bestyrelsen. Ikke nok med at bestyrelsen måtte tage drøje hug for at økonomien var skredet på grund af væsentlige overskridelser, bestyrelsens forslag om vedtægtsændringer fik heller ikke opbakning, tværtimod stemte flertallet af de fremmødte medlemmer imod.

Det opfattede bestyrelsen som et mistillidsvotum. Det førte til at hele bestyrelsen trådte tilbage. Et forretningsudvalg førte klubben videre til den efterfølgende ekstraordinære generalforsamling.

I 1997 blev et vinterareal flyttet fra Kystvej til en ny opfyldt vinterplads syd for ASC/Sønderstrand. Vinterpladsen som kunne råde over, var kommet i stand, da kommunen ønskede deponering af affald samt en parkeringsmulighed ved Sønderstrand.

Klubben så derfor en mulighed for også at udnytte pladsen om sommeren som autocamperplads. Godt nok kom der i 2009 en besked fra kommunen, at pladsen ikke var godkendt som campingplads. Godkendelsen kom dog året efter - i øvrigt blev ASC dermed den første klub i landet, der fik en plads efter det nye campingregulativ.

Nu 25 år senere kan klubben hér i jubilæumsåret konstatere, at autocamperpladsen er blevet en stor succes. I højsæsonen har der ved flere lejligheder været fuldt optaget.

For at tilgodese den store efterspørgsel, har vi i 2022 derfor set os nødsaget til at udvide antallet af pladser.    Udvidelsen er gjort mulig ved at inddrage nogle af vinterstandpladserne. Pladsen afgrænses i sommersæsonen af et flytbart hegn, så forholdene kan reduceres til normal brug, når bådene igen skal opbevares for vinteren.

Ud over at dække de rejsendes behov, bidrager pladsen samtidig positivt til klubbens økonomi.

Ligeledes i årene efter 1997 og de næste 12-15 år var klubben kendt for en omfattende stævneaktivitet - både nationale og internationale konkurrencer blev afviklet på fjordens vande. Æren for denne udvikling tilfalder et ihærdigt og dygtigt stævneudvalg.

Sejlklubben har fra sin start været meget aktiv omkring juniorsejlere. Man byggede bl. a. selv flere typer joller i finér/ træ. Her i nyere tid blev jollerne så fremstillet i glasfiber og rigget med aluminiums mast.

Fra 1990 og frem til 2014 var klubben meget aktiv som deltager i Lillebælt Syd kredsen. Der blev afholdt DM for optimister og internationale stævner for Laser og Laser Radial

På et tidspunkt var juniorafdelingen så velfungerende, at ASC kom med i et kommunalt projekt under betegnelsen ”Elite Aabenraa”. Som led i dette projekt skulle sejlsport være et ud af i alt tre idrætsområder, der indgik i et regionalt kraftcenter placeret i kommunen. I løbet af 2009 anlagde kommunen derfor en bygning med omklædning, badefaciliteter og rum for officials.

På et tidspunkt blev der arbejdet med en målsætning om at nå 100 sejlere. Her i nyere tid faldt interessen for at sejle junior, så her i 2020 blev ca. halvdelen af al juniorgrej solgt.

Nu kan vi kun håbe at sejlende forældre med deres børn har lyst til at sejle igen. Klubben vil være klar til at modtage dem.

I sommeren 2009 fik klubben udarbejdet en tilstandsrapport for broanlægget. Rapporten gav på daværende tidspunkt tre års levetid på nuværende anlæg. Konklusionen var klar - omend nedslående: det ville kræve en betydelig investering at udbedre disse skader. Alternativet var at etablere helt nye broer.

Der blev udarbejdet en kravspecifikation vedrørende ny broanlæg samt en økonomisk opgørelse for reparation af eksisterende broanlæg.

I marts 2010 holdt klubben en workshop for medlemmerne. Et flertal af de fremmødte ønskede flydebroer. Seks virksomheder blev inviteret til at komme med løsningsforslag - to af de indkomne forslag blev udvalgt til videre behandling og efterfølgende sendt til høring blandt medlemmerne. Efter høringsrunden blev der udarbejdet økonomiske modeller, som blev fremlagt på en ekstraordinær generalforsamling februar 2012, hvor afstemningen endte med det broanlæg, vi har i dag.

Projektet blev igangsat og blev indviet i 2012.

Projektet beløb sig til ca. 7 mill. kr., som blev finansieret via medlemsobligationer, banklån og privat lån.

Erfaringerne med broanlægget havde givet klubben noget at tænke over. Og da Aabenraa Kommune samtidig varslede en helt ny lokalplan for det samlede strand- og havneområde, besluttede klubben at udarbejde en såkaldt swot-analyse for at afdække sine styrker, svagheder, udfordringer og muligheder, - og dermed benytte lejligheden til at sætte en ny kurs for klubbens videre udvikling - foreløbig frem til 2017. Målet var at lave en langsigtet plan med sammenhængskraft, der kunne fremtidssikre klubbens arealer, dens udviklingsmuligheder og medlemmernes behov - nu og i fremtiden. Med udgangspunkt i swot-analysen blev medlemmerne inddraget i den videre proces gennem workshops og debat-møder for at definere en række indsatsområder, der var nødvendige for at realisere visionerne.

Førnævnte lokalplan for strand- og havneområdet, som Aabenraa Kommune påbegyndte i 2013, omfattede bl. a. en strandpromenade, som skulle forskønne og renovere strækningen fra Sønderstrand langs hele lystbådehavnens landdel ud til Styrtom. Promenaden omfattede et forløb med granitbelægning og planteøer, asfaltering af hele parkeringsarealet ved Café Under Sejlet samt nogle ganske spektakulære, nye gadelamper, der opføres som såkaldte lystrer. Projektet blev færdiggjort i 2016.

I 2017 måtte klubben konstatere at de nye stålagterpæle var udsat for omfattende galvanisk tæring. Tæringen fandt sted på stålet, hvor plastdelen ophørte under vandet. Løsningen blev nye stålrør, som blev hamret ned over - og altså uden på de gamle. Nye plastrør med hætte blev monteret, så de gik helt ned til havbunden for at udelukke så lidt tilgang som muligt på stålrørene. Nu man var i gang, besluttede klubben samtidig at højvandssikre broerne ved at forhøje forankringspæle til flydebroerne på nordsiden med ca. 40 cm. Desuden blev 12 pladser forlænget, og der blev lavet to nye pladser øst/vest. Arbejdet blev afsluttet i 2018.

ASC tog fat på et helt nyt kapitel i 2021 ved at tilbyde en ny aktivitet: havkajak. Med hjælp fra DGI var klubben vært ved et åbent hus, hvor borgere kunne prøve at sejle havkajak og stand-up paddle (SUP). Interessen var overvældende, idet godt 60 personer ville prøve kræfter med den nye aktivitet. I første omgang kunne ASC låne havkajakker hos DGI, men takket være tilskud fra fonde lykkedes det klubben at anskaffe 13 havkajakker inklusive sikkerhedsudstyr, som endda kan lejes til andre interesserede via et bookingsystem. ASC blev i den forbindelse belønnet med Aabenraa Kommunes initiativ-pris.

I 2022 er det ikke kun jubilæet, der sætter sit præg på bestyrelsens dagsordener. På generalforsamlingen året før blev bestyrelsen nemlig pålagt at udarbejde et oplæg vedrørende etablering af bådstativer, som kan stables og som kan sikre en mere fleksibel transport via et køretøj til en evt. vaskeplads med et renseanlæg af bådvask. Ud over stativer arbejdes der også med at anskaffe en fast kran til bådløft, da klubbens hidtidige mobilkran nærmer sig en udløbsdato. Om der skal investeres i nye stativer og en ny kran, besluttes ved generalforsamlingen 2022.